
Min historie
Jeg er et visuelt menneske. Jeg har tegnet og malet, så længe jeg overhovedet kan huske. Det har aldrig været noget, jeg besluttede mig for på et tidspunkt.
Til daglig arbejder jeg som selvstændig grafisk designer og har gjort det i 17 år. Det fylder stadig, men de sidste fem år har jeg arbejdet langt mere intensivt med billedkunsten. Jeg holder til i mit atelier i Randers, og det er dér jeg ender, når der er plads i kalenderen - og tit også når der ikke er.

Min kunst
Jeg bliver ved med at undersøge. Stilarter, medier, motiver. Jeg eksperimenterer og leger med tingene, indtil der sker noget. Store lærreder, små notesbøger og alt derimellem. I en længere periode malede jeg på hvide rullegardiner i 2×2 meter, bare for at komme op i en størrelse hvor jeg kunne se, hvad der skete i det univers.
Jeg laver kunst som er uperfekt. Jeg sælger værker der er revnet, fyldt med tape, ridser og historie. Man skal kunne fornemme intensiteten og inspirationen fra det øjeblik, hvor det blev overført til papiret.

Mine motiver
Der er flere ting, der går igen i dét jeg laver. Der er håb, lykke og glæde - men også mørke, frygt og smerte. Det er en kombination af begge sider, og de skal begge to have lov at være der.
Sådan oplever jeg selv hverdagen i et helt almindeligt liv. Ansigter, blomster og hænder går igen i næsten alt hvad jeg laver - jeg tegner dem ikke efter nogen, de kommer bare.